NEOKOLONIAL ARROGANCE OG KULTUREL BLINDHED I OMSKÆRINGSDEBATTEN

Vi mangler et opgør med omskæringsdebattens diskriminerende diskurser og en større grad af selvransagelse blandt majoritetsbefolkningen, der har forbavsende let ved at forsøge at forbyde det, de har svært ved at forstå.

Kommentar af Adam Solovej, Master of Science fra Department of Sociology, The London School of Economics and Political Science

Drengeomskæring har været ivrigt debatteret i det ganske land i en årrække. Alt for længe har debatten haft et isoleret fokus på selve omskæringsritualet, der både reducerer spørgsmålet om omskæring til et moralsk eller medicinsk anliggende og i samme vending abstraherer det fra dets indlejring i sociale og kulturelle strukturer. Det fører til, at man negligerer den sociale og kulturelle påvirkning debatten har haft på danske jøder og overser de neo-koloniale magtmekanismer, der ulmer under impulserne om at forbyde praksissen.

I forbindelse med mit kandidatspeciale i kultursociologi ved London School of Economics satte jeg mig for at adressere nogle af de akut underbelyste aspekter af den verserende debat om drengeomskæring i Danmark. Jeg undredes over det snævre og forsimplede fokus på omskæringsritualet i sig selv og den kritisk manglende opmærksomhed på, hvordan en sådan offentlig debat påvirker de mennesker, den omhandler. Delvist motiveret af min egen oplevelse af debatten, der på alle måder har været mere smertefuld og udgjort en større problematik for mit liv, end min omskæring nogensinde har, satte jeg mig for at undersøge, hvordan danske jøder oplever den offentlige politisering af deres kulturelle og religiøse identitet, og hvilken påvirkning debatten om drengeomskæring har haft på dansk jødisk identitet.

Et angreb på dansk-jødisk identitet

For danske jøder handler debatten om drengeomskæring nemlig om meget andet og mere end omskæringsritualet og retten til at måtte udføre det. For danske jøder rammer debatten helt ind i de mest sensitive kamre, hvor de komplekse forhandlinger mellem identitet, kultur, historie, tilhørsforhold og tradition foregår. Debatten handler om i hvilken udstrækning man føler sig accepteret, forstået og respekteret af sine danske medborgere som danskere med en kulturreligiøs baggrund, der adskiller sig fra majoritetens. Debatten handler om at være jødisk og om at være dansk og om at kæmpe for fortsat at kunne forbinde og forene de to identiteter med hinanden.

Omskæringsdebatten reaktiverer den iboende ambivalens, der på mange måder kendetegner livet som minoritet med dobbeltidentitet i Danmark – en eksistentiel dobbelthed som danske jøder på flere måder deler med andre danskere, der adskiller sig fra majoriteten på baggrund af religion, race eller etnicitet.

For danske jøder, er det danske og det jødiske ikke adskillelige størrelser, men to lige store og essentielle dele af, hvem de er. Som en af interviewpersonerne i mit speciale formulerede det, er det at skulle vælge mellem sit jødiske ophav og sin danske identitet som at skulle vælge mellem sin mor og sin far. Men omskæringsdebatten har problematiseret dette forhold og antændt en indre konflikt i danske jøder mellem deres nationale og kultur-religiøse tilhørsforhold. Pludselig oplever danske jøder, at muligheden for at være begge dele, at tage lige del i begge fællesskaber uden at skulle tvinges til at ændre på det ene for at blive accepteret i det andet, er betydelig besværliggjort.

En uanfægtet neokolonial diskurs

Der er danske jøder, der vælger at omskære deres drengebørn af religiøse grunde, dansk-jødiske forældre, der omskærer af kulturelle årsager, og der er også danskere med jødisk baggrund, der vælger ikke at omskære deres drengebørn. Uanset dette valg er der få danske jøder, som ikke har været følelsesmæssigt og identitetsmæssigt påvirket af den dæmonisering, udskamning og andetgørelse der fylder i debatten, og få der ikke udtrykker både forargelse og bekymring over de forestillinger om og fremstillinger af jøder, der tillades under dække af saglig kritik af omskæring.

Flere af de ihærdige forsøg på intervention mod drengeomskæring illustrerer den neo-koloniale paternalisme, der hersker helt uanfægtet i omskæringsdebatten. Det viser sig, når Ballerup Kommune beslutter, at deres sundhedspersonale skal informere jødiske forældre om risici ved omskæring, som om jødiske forældre er ude i stand til at træffe informerede og velovervejede beslutninger og derfor nødvendigvis må sendes på kulturel afvænningskur[1].

Eller når et byrådsmedlem i Ballerup Kommune i radioen underbygger netop den beslutning med den absurde og udokumenterede påstand, at omskårne skulle have sværere ved at danne nære relationer til voksne personer senere i livet på grund af den voldsomme oplevelse deres omskæring efter sigende skulle have været[2].

Når debatten samtidig plastres til med så ladede og nedværdigende begreber som “lemlæstelse” og “uskik”[3][4], og når polariserende hierarkiske designationer om “civilisation” over for “barbari”[5][6][7] gelinde genintroduceres i klummer og avisindryk, bør alarmklokkerne i den grad ringe hos de fleste.

Debatten om drengeomskæring aktiverer ikke bare den sekulære samvittighed og dens barmhjertige bannerføreres beskyttertrang, men legitimerer også reformerende magtanvendelser, hvorved både politikere, fremtrædende NGO’er som Sex og Samfund[8] og Børns Vilkår[9] og garanteret velmenende borgere iscenesætter sig selv i rollen som menneskehedens kulturelt rensede nulpunkt med det suveræne moralske ansvar for at redde de stakkels jødiske drengebørn fra deres forældres forfærdeligt forældede kultur.

Disse fremstillinger placerer jødedommen og den jødiske befolkningsgruppe i en for længst fjern fortid, hvor modernitetens menneskelighed tilsyneladende ikke har penetreret det mosaiske mørke. Så kan man jo passende diskutere, hvor progressivt, moderne og humanistisk det er at genoptage den vestlige tradition for at omvende den øvrige verdens befolkninger væk fra deres kulturers forestillede tyranni – naturligvis til deres eget bedste.